𝐊𝐚𝐧 𝐨𝐫𝐝 𝐟𝐨𝐫𝐚𝐧𝐝𝐫𝐞 𝐯𝐞𝐫𝐝𝐞𝐧? 💬

Jeg tror på, at ord har en enorm magt! Med et venligt ord kan du ændre en persons sindstilstand, og med den rette metafor kan du få folk til at ændre deres verdensbillede. Et "nej" i stedet for et "ja" kan ændre udfaldet af en forhandling om gidsler i Gazastriben. Ord har en afgørende indflydelse på vores liv og vores verden.

Af og til støder man på ord fra et menneske, der simpelthen rører en på en måde, man ikke har prøvet før.😌

Det skete for mig i går. Jeg faldt over en artikel om et ungt menneske, der døde i 2012. Marina Keegan var studerende på Yale og havde en lovende karriere inden for journalistik foran sig. I forbindelse med hendes dimission skriver hun nedenstående tekst, som bliver udgivet i Yale Daily News. Fem dage efter hendes dimission dør hun 22 år gammel i en tragisk bilulykke.💔

Hvorfor deler jeg dette her? Fordi hendes ord beskriver en følelse, som jeg håber, vi kan genskabe i en eller anden form på vores arbejdspladser. Hvis vi kan det, tror jeg aldrig, det bliver svært at tiltrække dygtige medarbejdere.🙏 Her kommer et uddrag af hendes tekst. Hvis du vil læse hele teksten, så findes den her The Opposite of Loneliness - Yale Daily News 📖

𝐓𝐡𝐞 𝐎𝐩𝐩𝐨𝐬𝐢𝐭𝐞 𝐨𝐟 𝐋𝐨𝐧𝐞𝐥𝐢𝐧𝐞𝐬𝐬 𝐚𝐟 𝐌𝐚𝐫𝐢𝐧𝐚 𝐊𝐞𝐞𝐠𝐚𝐧 2012.

We don’t have a word for the opposite of loneliness, but if we did, I could say that’s what I want in life. What I’m grateful and thankful to have found at Yale, and what I’m scared of losing when we wake up tomorrow and leave this place.

It’s not quite love and it’s not quite community; it’s just this feeling that there are people, an abundance of people, who are in this together. Who are on your team. When the check is paid and you stay at the table. When it’s four a.m. and no one goes to bed. That night with the guitar. That night we can’t remember. That time we did, we went, we saw, we laughed, we felt. The hats.

Yale is full of tiny circles we pull around ourselves. A cappella groups, sports teams, houses, societies, clubs. These tiny groups that make us feel loved and safe and part of something even on our loneliest nights when we stumble home to our computers — partner-less, tired, awake. We won’t have those next year. We won’t live on the same block as all our friends. We won’t have a bunch of group-texts.

This scares me. More than finding the right job or city or spouse – I’m scared of losing this web we’re in. This elusive, indefinable, opposite of loneliness. This feeling I feel right now.

Wauw....det er stærke ord fra en blot 22 årig pige.