Beam me up, Scotty! Hvad en tidsoptimist kan lære af Star Trek
Så skete det igen!
Planlægning versus virkelighed
Jeg lavede en plan for, hvad jeg skulle nå i starten af ugen, og igen nåede jeg kun det halve. Og jeg bliver eddertræt af mig selv. Min indre negative dialog går i overdrive, selv om jeg godt ved, det er fjollet. Men jeg bliver altså så skuffet over mig selv, når jeg har sat mig for at nå en hel masse, og det kun bliver til det halve. Jeg føler, jeg har pjækket, selv om jeg godt ved, jeg har arbejdet mange timer. Resultatet er bare, at jeg ikke nåede alt det, jeg troede, jeg kunne nå.
Man kan jo være talblind og ordblind. Men kan man være tidsblind? For i så fald må jeg lide af det.
Tidsoptimisten.
Jeg er den fødte tidsoptimist. Jeg tror, jeg kan hente en enkelt ting i Ikea på 15 minutter, køre 20 km i myldertrafikken på 20 minutter eller skrive et kvalitetsblogindlæg på 1 time. Jeg undervurderer altid, hvor lang tid en ting tager, og samtidig overestimerer jeg altid, hvor meget tid jeg har til rådighed. Det handler ikke om at udskyde ting eller lave overspringshandlinger, det handler mest om, at ting bare altid tager længere tid, end jeg tror, og at der altid kommer noget ind fra sidelinjen, jeg ikke lige var forberedt på. Selvom jeg ikke vil indrømme det, er jeg bestemt også kommet for sent til et vist antal aftaler, selv om jeg selv synes, det er mangel på respekt, når andre kommer for sent.
En erkendelse
Det er reelt ved at være et problem. Jeg er i hvert fald træt af at banke mig selv i hovedet over det hver uge. Så i frustration over at stå i situationen igen, er jeg gået i gang med at undersøge, om der ikke er et quick fix, en løsning, et mantra, eller noget som kan hjælpe sådan en som mig, som bare ikke er realistisk om, hvad ting tager af tid.
Det er der – massevis af tips og tricks à la "læg buffer tid ind," "bliv pessimist," "time tracking" og andet godt. Men et enkelt sted læste jeg en ting, som bare resonerede med mig: Dit problem er, at du kun har ét scenarie... det mest optimistiske scenarie. Og det er fuldstændig rigtigt. Jeg arbejder kun med et "best case scenarie," aldrig andre scenarier.
Scottys tilgang og en formel løsning
Og det er så her, jeg nok kunne lære noget af Scotty! Jep, ham Montomery Scott, Kaptajn Kirks chefingeniør, Scotty fra "Beam me up, Scotty" i Star Trek. (Jep, så gammel er jeg!)
Scotty har nemlig kun et worst-case scenarie, at det tager 4 gange så lang tid som planlagt. For på den måde kan han altid fremstå som en "miracle worker" Men det er svært at gå fra at være en optimist til at være full-blown pessimist; skridtet er simpelthen for stort. Så jeg skal finde noget ind imellem. En mellemvej.
Og som for så mange andre ting i livet, så findes der faktisk en formel for det. Den arbejder med 3 forskellige scenarier og Scottys 4x-regel.
Scenarierne er:
- Den mest optimistiske gennemførelsestid (O)
- Den mest realistiske gennemførelsestid (R)
- Den mest pessimistiske gennemførelsestid (P)
Formlen er:
Så her kommer et eksempel på en af mine udregninger for at lave et blogindlæg:
-Den mest optimistiske gennemførelsestid (O) = 1 time
-Den mest realistiske gennemførelsestid (R) = 2 timer
-Den mest pessimistiske gennemførelsestid (P) = 4 timer
Det skal afprøves, for når jeg tænker efter, så er 2 timer og 17 minutter nok ikke helt skævt i forhold til den tid, jeg har brugt tidligere. Jeg vil naturligvis ikke sidde og udregne hver eneste opgave på min to-do-liste, men de ting, som jeg gentager igen og igen, dem vil jeg gøre det ved.
Hvis du er en tidsoptimist, som har løst problemstillingen, så send mig dine fif! Jeg tror nemlig, vi er en del, der døjer med at være "tidsblinde."
Her kommer et par blogindlæg som måske har din interesse, hvis du gerne vil have mere ud af din dag.
Comments