Dæmp din indre diktator og mester din frygt for kritik.

Jeg hader kritik! Jeg kan få helt fysisk ondt i maven, når jeg får kritik. Og jeg kan gå og ruge over det i dagevis.

Ærligt talt, så er min hjerne som en spirende diktator, når det gælder kritik. Den elsker at undertrykke pressen! Med hård hånd sorterer den al information fra, jeg ikke vil høre, og lader kun de positive budskaber komme igennem.

Det er min helt egen lille forsvars- og censurmekanisme. Men man kan jo ikke gå gennem livet og være pigesur hver gang nogen siger noget kritisk til en. Så jeg har udviklet min egen lille mentale model for, hvilken type kritik, jeg gider lytte til (og få ondt i maven over, ruge over, bande over og forhåbentlig i sidste ende lære noget af... men det arbejder jeg stadig på).

Min kritikmodel indeholder simple dele: To typer af kritikere og to typer kritik.

De to typer kritikere:

Jeg synes, jeg har modtaget min del af kritik i mit liv. Jeg er måske ikke ekspert, men lad os kalde det fagkyndig. Til at starte med har min diktatorhjerne altid kørt de to typer af kritikere i samme kasse - Idiotkassen. Det er der, jeg starter, men over lidt tid, når mine indre bandeord er ved at gå ned i intensitet, så deler de sig i to andre kasser:

1. Dem, som giver dig kritik for at gøre dig bedre.

2. Dem, der giver dig kritik for at pille dig ned.

Jeg har flere gange oplevet, at nogle af de folk, som jeg mindst kunne lide til at starte med, og som jeg umiddelbart havde tiltænkt et langt liv i Idiotkassen, ender med at være nogle af mine bedste venner. Jeg tror, det har noget at gøre med, at de nok til at starte med gav mig kritik, men at det var kritik, som kom fra et sted, hvor ønsket var at gøre mig bedre.

I det at give kritik for at gøre en anden person bedre ligger der rigtig meget mod, ærlighed og ønsket om at kommunikere. Og det er værdier, som jeg sætter utrolig stor pris på hos folk.

Så er der dem, der giver kritik for at pille én ned. De har også fået fællesbetegnelsen "den dårlige dåse tun." For det er som at åbne en dåse fordærvet tun. Du bliver mødt af en ganske ubehagelig lugt, indholdet er ganske uappetitligt og kan umiddelbart ikke indtages. Ærligt så ville du ønske, du aldrig havde åbnet den. At pille andre mennesker ned har i min optik ofte rod i frustration eller nogle helt andre ting end det, kritikken går på. Der kan sagtens være en pointe at finde i kritikken, men den overdøves helt af alt det andet.

De to typer kritik:

Efter en mental sortering af, hvad der skal i Idiotkassen, og hvad der skal sorteres ud i "måske skal jeg lytte" kassen, kommer næste filter.

Hvad er det for en type kritik?:

Der er kontorgangskritik, såsom "Han er godt nok arrogant" eller "Hun er simpelthen så dårlig til …..," ofte sagt ved kaffemaskinen og sjældent sagt direkte til personen, da man jo ikke ønsker at træde personen over tæerne?!?

Den type kritik baserer sig på EGENSKABER: Det at koble negative egenskaber, kvaliteter eller karaktertræk på en kollega, medarbejder eller chef. Det er en lorteform for kritik! Enten får personen det aldrig at vide (og kan derfor ikke ændre på det!) eller også får de det at vide, og så går det lige i selvværdet. Den type kritik bliver ofte leveret i en dømmende tone med et vagt og subjektivt angreb på personens selvopfattelse og identitet. Det værste ved den type kritik er, at det ikke giver nogen konkrete oplysninger om, hvad det er personen bør ændre for at blive opfattet sådan, og derved fastholder personen i cyklussen.

Den anden type er kritik der er baseret på ADFÆRD, såsom ”Jeg har lagt mærke til, at du ofte ikke er mentalt til stede ved vores afdelingsmøder." sagt 1:1 i fortrolighed og altid til den person som det omhandler. Det er kritik af konkret adfærd, handlinger, beslutninger eller opførsel, som alle kan observere. Det er altså noget nemmere at ændre på, at man kommer for sent til møder (Adfærd), end at man er arrogant (Egenskab). Det fede ved adfærds kritik er, at man kan give eksempler, fordi det kan observeres. Derved kan folk gøre noget ved det, og det er langt sværere at misforstå og tolke (læs: ruge over i dagevis).

Pointen er simpel: Hvis du, ligesom jeg, får ondt i maven af kritik og får lyst til at censurere det, folk siger, så skal du altid have øje for de to kriterier: 1. Kommer det fra en person, som ønsker at gøre dig bedre, og 2. Bliver det sagt som en adfærd, du kan ændre. Hvis det gør det, så lyt nøje efter, rug over det, band over det, men tag det til dig. Til gengæld må din diktator gerne undertrykke alle de andre varianter af kritik.