top of page

Din alder er en gave!

Hvordan AI kan give ældre medarbejdere en renæssance på arbejdsmarkedet.


Er vi aldersdiskriminerende i Danmark, når vi ansætter nye medarbejdere? På trods af vores automatreaktion om at benægte det, så viser tallene faktisk noget andet.

Jeg kommer selv fra en marketingbaggrund, og for et år siden udførte mediet Markedsføring en undersøgelse om karriereudsigterne inden for marketing, medie og reklamebureauer. Resultaterne chokerede mig – de indikerede, at man anses for "udløbet" i branchen, når man rundede de 50 år. Jeg er kun 6 måneder fra den milepæl, og jeg føler altså ikke, at jeg er gået på mindst holdbarhedsdato. Gennemsnitsalderen er fx. på digitale bureauer pt. 35 år, og på mediebureauer er den 36,9 år – betydeligt lavere end de 42,9 år, som er gennemsnittet for fuldtidsansatte i Danmark.


Men det er ikke kun inden for markedsføringsbranchen, at det er et problem. I 2022 gennemførte Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) også en undersøgelse, der viste, at over 45% af de ledige over 50 år oplevede aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. Dette tal var en stigning på 18% sammenlignet med 2018.


Mangel på arbejdskraft er en samfundsudfordring.

Så selvom jeg selv også automatisk ville svare nej, er aldersdiskrimination et problem, vi bliver nødt til at rette opmærksomheden mod. Det sker nemlig i en tid, hvor dansk erhvervsliv er begyndt at indse, at arbejdskraftmangel er en af de største udfordringer, vi står over for i fremtiden. Administrerende direktør i DI, Lars Sandahl, har kaldt manglen på arbejdskraft for den største samfundsudfordring de næste 20 år. Det bemærkelsesværdige er, at flere forskere vurderer, at 20 år er en betydelig underdrivelse, og at 30 år er mere realistisk. Selv Mette Frederiksen kalder nu arbejdskraft for den "nye tids valuta," og der er ingen tvivl om, at vi vil opleve en stigende mangel på den.


På den ene side har vi brug for flere hænder, mens vi på den anden side nøler med at ansætte ældre medarbejdere. Dette paradoks skal vi løse, for det ligger i alles interesse at tage denne udfordring op.


Tid til et opgør med fordommene

Men som ledere i dansk erhvervsliv er det på tide, at vi "kigger i krogene" og "vender hver en sten," så at sige. For i fremtiden kan du ikke forvente, at de fantastiske talenter, som både har erfaring, masser af digital viden og som er gode til at lede mennesker, bare lander i skødet på dig. Der kommer til at være stor kamp om dem, og du skal ud og finde dem på en ny måde. Og her skal du få øjnene op for den modne erfarne medarbejder, som du måske så på med "senior" øjne, men som reelt set har en langt længere holdbarhed, end du tror. For hvis vi kan gøre op med opfattelsen om, at jo ældre man er, jo sværere er det at forstå den digitale verden, så vil vi kunne se på dem med andre øjne


For med introduktionen af AI er der en reel chance for, at ældre ledere og medarbejdere kan få en renæssance på det danske arbejdsmarked. De kan endda ende med at blive en af de vigtigste ressourcer for danske virksomheder i fremtiden. Men det kræver, at vi udfordrer vores fordomme og ser, hvordan erfaring og teknologi kan arbejde sammen for at skabe værdi.


AI giver os mulighed for at analysere enorme mængder data i en hastighed, vi aldrig har set før. AI kan tage flere parametre i betragtning end den menneskelige hjerne. Men alle, der har arbejdet med kunstig intelligens, ved også, at det ikke er fejlfrit, og der er altid behov for en "sund fornuft" og en voksen i rummet, der kan stille kritiske spørgsmål. Den universelle sandhed "Crap in = crap out" gælder nemlig også for AI.


I en fremtid, hvor vi har adgang til enorm "kollektiv viden" via AI, ændres lederens kerneopgave. Det handler ikke længere om at være den dygtigste inden for sit fag eller have mest viden eller være kongen af excel-arket. Det handler om andre kompetencer, hvor ældre ledere har en betydelig fordel.


Intuition og dømmekraft:

Vi er blevet opdraget til at bruge logisk og rationel tænkning som ledere, men undersøgelser har vist, at vores intuition ofte er mere præcis til at forudsige resultater end vores logiske tænkning. Intuition bygger på vores underbevidsthed og livserfaring. Derfor har ældre medarbejdere ofte en stærkere intuition. I en tid, hvor algoritmer og AI kan udføre logiske analyser, bliver veludviklet intuition og dømmekraft afgørende.


Albert Einstein sagde det meget klogt: "Det intuitive sind er en hellig gave, og det rationelle sind er en trofast tjener. Vi har skabt et samfund, der ærer tjeneren og har glemt gaven."


Etik og moral:

Bare fordi vi kan, betyder det ikke nødvendigvis, at vi bør. Vi er ved at skabe en fremtid, hvor alt er muligt. Når alt er muligt, er det yderst vigtigt, at vi har ledere, der kan udvise kritisk tænkning og vurdere, om beslutninger og handlinger er i overensstemmelse med virksomhedens værdier. Der er behov for ledere, der har et stærkt etisk kompas, og som tør stille spørgsmål om etik og moral. At have viden og data betyder ikke nødvendigvis, at man forstår. Dette åbner op for ledere, der er langt mere reflekterende – 'tænkere,' som forstår vigtigheden af at stille spørgsmål og lytte for at forstå problemstillinger i dybden. Der vil være behov for disse 'tænkere', som tør sætte ord på og rejse spørgsmålet om formål og betydning i samspillet mellem mennesker og teknologi. Yngre medarbejdere falder oftere i fælden med 'Shiny-Object Syndrome,' hvor de jagter alle de nye digitale muligheder.


Kulturel og menneskelig forståelse:

Ældre medarbejdere med mange års erfaring har ofte en dyb forståelse af menneskelig adfærd og følelser. Når man i årevis har lyttet til medarbejdernes bekymringer og behov, udvikler man en evne til at læse mennesker. Fremtidens beslutningstagning vil kræve mere inddragelse af det menneskelige aspekt. Når maskiner udfører logiske analyser, bliver det ledernes ansvar at kombinere denne viden med forståelse for mennesker og kultur. AI kan ikke vurdere, hvad der bedst passer til en virksomhedskultur eller opbygge nøglerelationer – det kan kun en dygtig erfaren medarbejder.


Ligesom med lommeregnerens indtog kan vi ikke udfordre resultaterne uden at forstå, hvordan de er blevet beregnet. Det samme gælder for kunstig intelligens. Ældre ledere kan tilføre erfaring, dømmekraft og etik til beslutningerne, men de skal også forstå teknologiens mekanismer. Så herfra kommer der en kraftig opfordring til at +50 årige ledere virkelig investerer tid i at forstå AI, for det bliver vejen til at udnytte deres fordele fuldt ud. Men samtidig skal de som ansætter også være villige til at ændre nogle fordomme, for Dansk Erhvervsliv har simpelthen ikke råd til at køre i samme rille og abonnere på de gammeldags forestillinger om "seniorer."


Læs også Anette Starkes spændende indlæg omkring AI og praktisk filosofi. https://www.milleschou.com/post/ai-og-praktisk-filosofi-i-ledelse


Comments


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

bottom of page