Hvem er du, når titlen skrælles væk?
Skjulte lederegenskaber, der giver dybde!
En stærk leder demonstrerer handlekraft, fører an, skaber resultater, kommunikerer effektivt og formår at sætte og sælge retningen. Dette er min klassiske opfattelse af en "god" leder. Men det er blevet klart for mig, hvor forældet dette billede er og hvor mange nuancer det mangler. Ikke fordi de nævnte lederegenskaber er forkerte eller uvigtige, men fordi jeg nu ser værdien i de mere diskrete lederegenskaber, som jeg er stødt på gennem min karriere. Jeg har brugt sommerferien på at reflektere over mine tidligere chefer og det har ført til nogle spændende observationer. Hvem var de bedste, og hvorfor?
Min liste indeholder nu 3 tidligere chefer - ubemærkede helte, der måske levede mere stille end de handlekraftige stereotype ledere, jeg normalt ville have betegnet som de "gode" ledere. Alligevel gjorde de en enorm forskel bag scenen. Hver af dem besad en form for "bag-kulisserne" kvalitet, der måske ikke får den store opmærksomhed, men som faktisk havde en positiv indvirkning. Disse kvaliteter er ikke altid kvantificerbare i hårde KPI'er, men de er afgørende for moderne ledelse. De tre skjulte lederegenskaber var:
1. Empatiens stille kraft:
En af mine tidligere chefer kunne mærke, når en medarbejder havde en dårlig dag. Han formåede simpelthen at opfange de subtile tegn i medarbejdernes kropssprog. Han kunne fange de ting, der ikke blev sagt, men som spredte sig som en stemning i teamet, både positivt og negativt. Han havde denne empatiradar, der kunne spotte, når der var uro. Han formåede på en elegant måde at sige, "Kunne vi tage et par minutter?" Jeg værdsatte virkelig denne egenskab, da det på en enkel måde viste mig, at min leder værdsatte mig som et menneske og ikke bare som en medarbejder. Det virkede så simpelt, men hans evne til empati skabte følelsen af at blive hørt, forstået og respekteret. Disse tre elementer skabte tillid og psykologisk tryghed. Når først disse følelser etableres i et team, spredes de til resten af organisationen. Empati kan måske lyde som en blød egenskab, men i min erfaring er medarbejdere, der føler tillid og psykologisk tryghed, mere tilbøjelige til at forblive i virksomheden. Og i en tid, hvor arbejdskraftmangel er et udbredt problem, bliver evnen til at fastholde nøglemedarbejdere pludselig en afgørende KPI.
2. Kunsten at lytte aktivt:
Har du nogensinde reflekteret over, hvornår dine medarbejdere henvender sig til dig som leder? Min personlige erfaring indikerer, at dette ofte kan opdeles i tre kategorier. Først når de har et problem eller søger afklaring, derefter når de har brug for støtte til en beslutning, og endelig når de ønsker at dele en idé og høre din holdning. Gennem min karriere er jeg ofte stødt på følelsen af, at chefen tilsyneladende lyttede til mig, men i virkeligheden havde travlt med mange andre tanker, beslutninger og tidsfrister. Har du ikke også oplevet at gå til en chef med et problem og forlade hans kontor med følelsen af, at du har været kontorets "surstråle", uden at problemet er kommet et skridt nærmere en løsning?
En af mine tidligere chefer er på min top tre liste, fordi han mestrede kunsten at lytte aktivt. Han gravede altid dybere for at forstå problemstillingen. Han var oprigtigt interesseret i at forstå det, jeg kom med. Ikke fordi han var enig, eller talte mig efter munden, men fordi han indså, at der ofte er én eller to ting i det, medarbejderne siger, som er så afgørende, at de ikke må overses. Hans evne til at lytte aktivt, forstå nuancerne og de skjulte lag i det, vi fortalte ham, fremmet en kultur, hvor vi som medarbejdere medvirkede til kontinuerlige forbedringer og hvor skæve og innovative ideer blev værdsat. Er innovation ikke en af de afgørende faktorer for virksomheders overlevelse i fremtiden?
3. Ydmyghedens styrke:
Jeg har altid haft respekt for, når min chef var ærlig og sagde: "Det ved jeg faktisk ikke noget om" eller "Du er meget bedre til at træffe den beslutning, end jeg er" eller "Det er faktisk min fejl, det beklager jeg." Det føltes som en frisk brise. For mig er ydmyghed en lederkvalitet, der på ingen måde er en svaghed. Jeg har altid respekteret ledere, der var villige til at erkende deres fejl og egne begrænsninger, mere end dem, der forsøgte at opretholde billedet af sig selv som den perfekte leder. En ydmyg leder erkender, at der er medarbejdere, der ved mere end dem selv, og de elsker at ansætte folk, der er dygtigere. De føler sig ikke truet. Min chef, som besad denne kvalitet, formåede at skabe en kultur, hvor hans succes blev udtrykt gennem ros til hans medarbejdere. En ydmyg leder erkender, at han ikke har alle svarene selv, og han er villig til at lære fra andre. Derfor er han parat til forandringer og har evnen til at tilpasse sig nye udfordrende situationer sammen med sit team. Vi kunne sandsynligvis have haft gavn af flere ledere med denne kvalitet i de seneste års markante verdensændringer.
Så måske skulle du afsætte en time i dag, til at tænke på dine tidligere chefer. Dette er en øvelse, der giver klarhed om, hvilke lederkvaliteter du måske også selv bør arbejde på. Hvem var de bedste chefer, og hvorfor? Hvilke egenskaber havde de, som titlen ikke antydede? Egenskaber, der kan tages med ind i enhver lederrolle, uanset titlen.
I indlægget Patchwork personlighed: når ægthed og autenticitet tabes i lederrollen (milleschou.com) kan du læse om hvordan vi, i forsøget på at fremstå som gode ledere, kommer til at påtage os en rolle som ødelægger autenticiteten i vores lederskab.
Comments