top of page

Fra To-Do til Ta-Da ✨

- Et miniopgør med præstationskulturen


Jeg elsker to-do-lister! Jeg kan næsten ikke gå forbi Søstrene Grene uden at købe en ny, smart blok til at skrive opgaver ned på. Men det, jeg elsker allerhøjest, er, når jeg kan strege punkter ud på listen – den tilfredsstillelse er simpelthen uovertruffen.




Men der er også en mørk bagside ved mine to-do-lister. Selvom de hjælper mig med at holde mig på tæerne og være produktiv, når jeg sjældent at få slettet alle punkterne. I stedet hober opgaverne sig op, indtil jeg efter en lang dag står tilbage med en let skyldfølelse over ikke at have nået det hele. Og på en eller anden måde fjerner det toppen af glæden ved at have været produktiv – i stedet føler jeg mig halvdoven og utilstrækkelig.


Jeg er ikke den eneste – faktisk siger hele 46 % af folk, at de føler sig overvældede af deres to-do-lister, og 60 % oplever, at det at nå alt på listen bliver et umuligt drømmescenarie. Vi er så programmerede til at være effektive og produktive, at to-do-lister er blevet en fast del af vores hverdag. Alt det vi skal nå! Vi bliver fanget i at “gøre” i stedet for at “være”. Resultatet? At kunne sætte et flueben bliver vigtigere end selve processen med at udføre opgaven. Og så ender to-do-listerne med at blive en kilde til stress og utilstrækkelighed, hvor hvert eneste punkt, der ikke bliver streget ud, repræsenterer et lille nederlag. En opgave, vi ikke fik klaret. En lille skuffelse over os selv.


Hvis du har perfektionistiske tendenser, så har du samtidig skabt fundamentet for en negativ spiral. Perfektionister har nemlig en tendens til at fylde to-do-listerne med urealistiske forventninger. Når man så ikke når det hele, starter en ond cirkel af selvkritik og utilstrækkelighed, som hurtigt kan tage pusten fra selv den mest motiverede.


En anden udfordring ved to-do-lister er, at de fungerer fint – indtil noget uforudset sker. Og helt ærligt, hvornår har du sidst haft en dag, hvor du 100 % havde kontrol over din tid? Der er altid noget, der dukker op – en uventet opgave, et telefonopkald eller en kollega, der har brug for hjælp. Sådan er livet, og det er også helt okay – det spiller bare ikke supergodt sammen med stive to-do-lister.


Uafsluttede opgaver som en stressfaktor

Ifølge Zeigarnik-effekten, en psykologisk teori, bliver uafsluttede opgaver hængende i baghovedet og skaber en følelse af uro. Vores hjerner er nemlig designet til at huske uafsluttede eller afbrudte opgaver bedre end dem, vi har fuldført. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke konstant har opgaver, som hænger og er uafsluttede. For ledere er det afgørende at skabe klare afslutninger på opgaver og projekter. Det reducerer den mentale belastning hos medarbejderne, som ellers kan føle, at noget aldrig blev helt færdigt. At fejre afsluttede projekter eller opnåede mål handler ikke kun om motivation – det frigør også medarbejdernes mentale kapacitet.


Ta-Da-listen 🎉

Hvis du genkender bagsiden af to-do-lister, kan en Ta-Da-liste være et befriende alternativ. En Ta-Da-liste er ganske enkelt en liste over alt det, du har nået i løbet af dagen – store som små opgaver. Dette skift i fokus fra alt det uafsluttede til det, du faktisk har opnået, kan gøre en stor forskel.

Når vi konstant fokuserer på det, vi ikke har nået, skaber vi en følelse af utilstrækkelighed. Men ved at rette blikket mod vores reelle fremskridt kan vi begynde at anerkende vores indsats og skabe en sundere mental tilgang til både arbejde og hverdag. I stedet for at ende dagen med en følelse af at have fejlet, kan du med en Ta-Da-liste afslutte dagen med stolthed og tilfredshed.


At fejre små sejre – En nødvendighed for din trivsel

Det kan virke som en lille ting, men at anerkende små sejre har en stor psykologisk effekt. Hver gang du skriver noget på din Ta-Da-liste, udløser hjernen en lille dosis dopamin – hjernens belønningsstof – som giver dig et mentalt boost og skaber en positiv spiral. Det handler om at opbygge momentum og holde motivationen høj – selv når dagen ikke gik helt som planlagt.


I en travl hverdag er det nemt at overse de små fremskridt, men det er netop dem, der giver os energien til at håndtere større udfordringer. En Ta-Da-liste kan hjælpe med at bevare overblikket og skabe en følelse af værdi i det arbejde, du faktisk får udført.


Et skift i mindset – Fra mangel til overskud

To-do-lister efterlader os ofte med en følelse af, hvad vi mangler at gøre. En Ta-Da-liste derimod skaber et mindset af overskud og anerkendelse. Det handler ikke om at sætte barren lavere eller undgå at være produktiv. Det handler om at tage kontrol over, hvordan du oplever din dag. I stedet for at afslutte dagen med stress og utilstrækkelighed kan du omfavne alt det, du faktisk har opnået.


Så hvad skal der til?

Næste gang du afslutter dagen, så prøv at lave en Ta-Da-liste. Tag et øjeblik til at reflektere over alt det, du har gjort – ikke kun det planlagte, men også de små, uventede handlinger, der også har betydning. Over tid vil du opdage, at det ikke kun handler om at krydse ting af, men om at anerkende dine fremskridt og skabe en mere balanceret og tilfredsstillende hverdag.


Hvis du føler dig mentalt overvældet, så prøv også at læse indlægget om mental overload: Når din hjerne er på overarbejde: Om mental overload. (milleschou.com)


Bình luận


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

bottom of page