top of page

Ledelse og Filosofi: Hvordan tidsløs visdom kan skabe forankring.

I en verden, hvor vi hele tiden skal omstille os, være forandringsparate og opnå vækst, vækst, vækst… kan det godt føles, som om alting bare går alt for stærkt. At man er steget på et højhastighedstog uden stop undervejs. Verden blæser forbi, og det er svært i en almindelig dagligdag at mærke efter, være tilstede eller bare føle, man har tid nok, eller bare er nok som leder og menneske. I de situationer savner jeg noget som kan forankre mig, noget som er konstant og som kan holde mig jordnær.

Jeg tror nemlig, at vi som mennesker og især som ledere har behov for nogle ankre. Ankre, som gør, at man kan tage en pause i en "tidslomme." Det er steder, oplevelser og ting, hvor tiden synes at stå stille, og jagten på det næste mål midlertidigt kan sættes på pause. Et anker er vores frirum fra forventninger, et rum, hvor vi er tilstrækkelige, og hvor vi kan tillade os at være fuldt til stede i øjeblikket. Hvor følelsen af samhørighed og mening opstår, for det jeg laver giver mening uden egentlig at give mening i form af penge, tid eller prestige, men bare giver mening for mig, lige der i det øjeblik.


For mig er det blandt andet:

  • En lang gåtur i naturen er et anker for mig - for her føler jeg, at jeg er i mit rette element og samtidig ubetydelig på en god måde.

  • Frivilligt arbejde med børn er et anker, for her føler jeg, at jeg gør en reel forskel, at jeg bidrager med noget.

  • Når jeg læser en bog, der inspirerer mig og får mig til at tænke på en ny måde, så føler jeg, at jeg tapper ind i en form for universel læring.

  • Hjertevarme samtaler med veninder (gerne over rødvin). Hvor alt kan siges og alt kan vendes. Hvor det at lytte og tale giver frihed.


Og for nylig har filosofien også indtaget sin plads som en af mine ankerpunkter. Filosofi tilføjer en dimension af tidsløs refleksion, og samtidig giver den mig en dyb følelse af, at vores moderne verden hviler på et fundament, som kloge mennesker fra fortiden har medvirket til at opbygge. Vi er ikke kun skabere af vores egen verden, men også arvtagere af en dyrebar viden fra tidligere generationer.


Filosofi kan oversættes som "livskunst baseret på indsigt." Og når jeg læser det som de gamle romerske og græske filosoffer skrev, så står det klart og tydeligt, at selv om de levede i en helt anden tidsalder, så er der mange ting i vores menneskelige adfærd og tankegang, som ikke ændres over tid. At nogle ting bare er statiske i deres natur. Og det er et rart anker.


Her kommer 7 citater fra græske og romerske filosoffer, som forhåbentlig illustrerer, hvad jeg mener med, at nogle ting bare ikke ændres over tid og som gør, at de stadig er relevante i dag:


"Det er ikke, fordi noget er svært, at vi ikke tør, det er, fordi vi ikke tør, at noget er svært."

- Seneca


"Vanskelighed styrker sindet, som arbejde styrker kroppen."

- Seneca


"Hvis ikke man ved, til hvilken havn man sejler, er ingen vind favorabel."

- Seneca


"Kloge mænd taler, fordi de har noget at sige; tåber taler, fordi de skal sige noget."

- Platon


"Den, som spørger dumt, ender med at blive klogere end den, som tror at vide alt."

- Platon


"Når det er indlysende, at mål ikke kan nås, skal du ikke justere målene, men justere handlingstrinnene." - Konfucius


"Der er kun en måde at undgå kritik: ikke gøre noget, ikke sige noget og ikke være noget."

- Aristoteles


Der er en form for tidløs visdom i disse citater, og det er lige præcis det, som filosofien kan. At være en kilde til simpel visdom og selvindsigt, som kan hjælpe os med at navigere i en travl og foranderlig verden. Den lærer os ikke kun at acceptere de uforanderlige aspekter af tilværelsen, men også at trække på vores indre styrker for at håndtere de udfordringer, vi står overfor. Ved at integrere filosofisk tænkning i vores liv og ledelsesstil tror jeg på, at vi kan skabe en mere meningsfuld og reflekteret tilgang til de udfordringer, vi står overfor.


Jeg håber, at dette blogindlæg har fået dig til at tænke over, hvilke ankre du har i dit liv, og måske se på, om filosofi kan være et anker for dig også.


Comments


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

bottom of page