top of page

Opgør med KPI-tyranniet: Ret fokus mod processen, ikke kun målet!

At skabe imponerende resultater og være den leder, der virkelig driver virksomheden fremad, er en drøm, som mange af os deler. Desværre sker det alt for ofte, at vores automatpilot slår til, og med de bedste intentioner kaster vi os over at lave en ny strategi og identificere nye Key Performance Indicators (KPI'er) i vores stræben efter at dokumentere vores succes og værd.


Der er intet galt med retning, det er nemlig en nødvendighed, at vi har en idé om, hvor vi er på vej hen ad. Men en overfokusering på målet - at nå resultaterne, uden at give tilstrækkelig opmærksomhed på processen, der fører dertil, er til gengæld en faldgrube, som mange af os falder i.


Nogle af de dygtigste ledere, jeg har mødt, har et andet fokus end blot på de imponerende resultater. De er i dag langt mere interesseret i og fascineret af selve processen. Tag ikke fejl, de kender retningen, som de ønsker at tage virksomheden i, men ved samtidig, at for at skabe en bæredygtig arbejdsplads, som både opnår resultater og samtidig sikrer langsigtet trivsel i medarbejdergruppen, kræver det, at man fokuserer på processen frem for målet.



Konsekvensen af KPI-tyranniet på danske arbejdspladser.

KPI-tyranniet hersker stadig i mange virksomheder, og selv om teorien nok var god, at vi skal kunne følge op på de ting, som flytter virksomheden mest, så er praksis desværre ofte en hel anden. For hvem er ikke blevet præsenteret for en KPI, hvor man helt per automatik har tænkt… Hvorfor? Listen over KPI'er, som havde modsat effekt på adfærd end det forventede, eller som slet ingen impact havde ud over at skabe apati, er nok lang for de fleste af os. Og enhver, som er blevet bedt om at jagte eller rapportere på en KPI, som bare overhovedet ikke gav værdi eller mening, ved, hvor demotiverende det kan være.


For en overfokusering på målet har en tendens til at reducere medarbejdernes intrinsiske motivation. Hvis de kun fokuserer på at nå målene og ikke finder glæde i selve arbejdsprocessen, så fører det til en følelse af tomhed og manglende formål, og hvorfor skal man så komme på arbejde, hvis det alligevel er ligegyldigt og meningsløst?


Retning først og så ellers fuld fokus processen 

Løsningen er at have en klar retning for, hvor man ønsker at flytte virksomheden hen ad, og når den er klar og tydelig, så er opgaven ellers at bruge mere eller mindre al sin energi på processen og systemerne, der kan føre én i den rigtige retning.


Du kan se på det lidt som hvis du investerer i aktier. Alle kan være heldige og finde en god aktie, som giver et stort afkast på den korte bane. Men hvis du vil have gode afkast på den lange bane, så er det en god idé at have en plan, en struktur for, hvordan du udvælger aktier, hvilke kriterier du bruger, hvornår du køber og hvornår du sælger. En opskrift, du ved med stor sandsynlighed fungerer, og som kan kopieres og forbedres igen og igen.


For at kunne kopiere en succes kræver det nemlig, at du ved i detaljer, hvordan processen var hen imod succesen. For så kan du forbedre systemet, og processen kan kopieres. Fiks processen, og resultaterne skal nok komme.


Fordelene ved fokus på processen

Når du fokuserer på processen, så har du fokus på de faktorer, du kan kontrollere - hvis du fokuserer på resultatet, så inddrager du også de elementer, som du ikke har indflydelse på.


Du bliver langt mere nærværende i din ledelse, da processen kræver, at du involverer dig i det, dine medarbejdere tumler med på daglig basis, de problemstillinger, som, hvis de bliver løst, giver værdi for dem og deres arbejde. Processen handler om nu, mens resultatet handler om fremtiden.


Ved at lægge vægt på processen frem for blot resultatet skabes der et miljø præget af fokus på læring. Der vil være en større tilbøjelighed til at eksperimentere, lære af fejl og konstant forbedre processen.


At skabe en bæredygtig arbejdsplads, hvor både resultater og medarbejdernes trivsel er i fokus, kræver en omhyggelig balance mellem at have en klar retning og at dedikere sig til processen, der fører dertil. Der er ingen tvivl om, at vi bør investere store dele af vores energi i at forstå og forbedre processen, da det er gennem processen, at vi skaber varige og meningsfulde resultater. 




Kommentare


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

bottom of page