top of page

Pas på kulturbærerne!

Pas på kulturbærerne i din virksomhed, for de har en større risiko for at brænde ud.


Kulturbærerne er limen i organisationen

De findes i alle virksomheder og er uundværlige. De har ikke nødvendigvis en fin titel, men deres indflydelse er stor. De er limen i virksomheden, ofte med mange års erfaring og dyb viden om virksomhedens historie og processer. Det er de personer, man går til for viden eller råd, når det ikke føles nødvendigt at henvende sig til chefen. De ved ofte mere om, hvad der sker i virksomheden, end chefen gør. De har styr på stemningen, undergrupperinger der formes, og hvor skoen trykker mest i organisationen.


Personlige karakteristika med en bagside.

De bliver set som åbne og troværdige, som dem der afspejler virksomhedens kultur. Man kan stole på dem, for de vil det bedste for virksomheden og medarbejdergruppen. De er den usynlige lim, som holder det hele sammen.


Men en kulturbærer har også nogle personlige karakteristika, som på den ene side gør dem til eminente kulturbærere, og samtidig er med til at slide dem op indefra. De har nemlig en helt unik evne til at tilpasse sig og til at samarbejde, selv når det er svært. De siger ja i langt de fleste tilfælde og meget sjældent nej. De forsøger at se noget positivt, selv i de mest trælse situationer. De har ja-hatten på, hvor andre per automatik har valgt nej-hatten.


Evnen til samarbejde og tilpasning er tillært i ens opvækst

De vil hellere sælge en bid af sjælen for at få samarbejdet til at køre end at være kæppen i hjulet. Det er sjældent dem, som skaber konflikterne; de løser dem og finder kompromiset.


Deres evne til samarbejde stammer oftest fra det, de har tillært i deres opvækst. De har lært, at de får ros, når de passer ind i fællesskabet, når de er “nemme” at samarbejde med, når de gør det, som folk ønsker af dem. Det er blevet til en ureflekteret jagt på bekræftelse gennem tilpasning. Men at man er nem at samarbejde med, er ikke ensbetydende med, at det er nemt at være den, der skal samarbejde. For når man er eminent til tilpasning og samarbejde, nedtoner man sin individualitet. Man giver køb på en lille bitte del af sin kerne.


Konflikten: samarbejde vs. integritet

Det er her, at hunden ligger begravet. For det, som skal kontrabalancere tilpasningsevnen og samarbejdet, er ens integritet som person. Kulturbæreren står derfor dagligt i konflikten mellem samarbejdet og integriteten. Skal jeg gøre det, som fællesskabet ønsker og har behov for, eller det, jeg selv ønsker?


Ens integritet er, hvad man står for som person; ens værdier eller kerne, ens egenart. Det er det, der adskiller mig fra andre; det, som gør mig unik og til den, jeg er. Når vi bruger vores integritet, bruger vi vores evne til at fornemme, hvad der føles rigtigt for os. Hvad er min personlige inderste holdning og fornemmelse af situationen? Det er integriteten, som hjælper os med at løse de dilemmaer, vi oplever i vores liv. Integritet handler om at sige ja til MIG og nej til fællesskabet eller samarbejdet, for når vi bruger vores integritet, er det, vi siger nej.



Kuglerammen: balancen mellem ja og nej

Du kan se samarbejde og integritet som en kugleramme, hvor samarbejde er den ene side, og integritet er den anden side. Kuglen kan skydes frem og tilbage mellem det at samarbejde og det at bruge sin integritet. Det er vigtigt at forstå, at vi som mennesker helt fra vores barndom er disponeret mod at hælde mod samarbejdet, mod at passe ind og tage hensyn, fordi vi har lært, at det giver mening at tilpasse os for at passe ind i fællesskabet. Og vi kan på ingen måde undvære fællesskabet.


Det, der sker, når en kulturbærer kontinuerligt hælder over imod samarbejdet, er, at de kompromitterer deres egen integritet lidt ad gangen. Når en kulturbærer pludselig en dag kaster håndklædet i ringen, sygemelder sig eller siger op, så er det fordi, de har over-samarbejdet for meget, eller fordi deres integritet lider overlast. Det er aldrig et tegn på, at de er usamarbejdsvillige. Det er det sidste skridt, de kan tage, når balancen mellem samarbejdet og integriteten ikke kan findes. Du kan se det lidt som en bankkonto med en kassekredit. Hver gang en person læner sig ind i samarbejdet, trækkes der lidt ud af bankkontoen; hver gang man læner sig ind i sin integritet, sættes der lidt ind. Udfordringen kommer, når man længe nok ikke har sat noget ind på kontoen. Så kommer bristepunktet, hvor sygemeldingen sker, eller opsigelsen falder. Men der kan gå lang tid, for det er ikke en hurtig proces, og kulturbæreren vil længe ikke selv være opmærksom på problemstillingen.


Lederens Rolle: at forstå og støtte kulturbærerne i nej’et

Hvorfor skal du som leder passe på disse kulturbærere? Fordi du ofte er den, der beder dem læne sig ind i samarbejdet. Du gør det ubevidst, men hver gang du appellerer til, at “vi finder en løsning," eller siger, "Jeg ved, det er meget lige nu, men det er vigtigt …," "vi må se på det positivt …," eller "Kan du hjælpe med dette problem? Jeg ved, du er god til at finde løsninger," så er det alt sammen tegn på, at du beder en person læne sig ind i samarbejdet.


Ved at være opmærksom på disse ubevidste små løbende anmodninger, kan du som leder bedre støtte dine kulturbærere og sikre, at deres "bankkonto" ikke løber tør. Samtidig skal du lytte efter nej’et, for en kulturbærer giver kun et nej, når de virkelig mener det. Husk, deres bias er rettet mod ja’et helt automatisk. Vi er som ledere så vant til, at de ikke siger nej, at vi tager for givet, at de siger ja. Tænk på, at du regelmæssigt skal høre et nej, for at ja’et virkelig har værdi for både dig som leder og for kulturbæreren.


Bevar balancen

Balancen mellem samarbejdet og integriteten er afgørende. Det sværeste og vigtigste er at balancere integriteten, da den er nemmest at give køb på. At lære, hvordan man tager vare på sig selv i samarbejdet og samspillet med andre, er kulturbærens personlige udviklingspunkt. Ved at værne om denne balance og have opmærksomhed på udviklingspunktet kan du sikre, at dine kulturbærere forbliver stærke og sunde – til gavn for hele virksomheden.



Kunne du lide dette blogindlæg, så læs også blogindlægget om hvorfor virksomhedskultur er så vigtigt og kan sammenlignes med et immunforsvar: Virksomhedskultur = virksomhedens immunforsvar? (milleschou.com)



Comments


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

bottom of page