Sov godt og led bedre - Søvnens betydning for effektiv ledelse.
Jeg har sovet elendigt i årevis. Hele tanken om at kunne få 8 timers søvn per nat har virkelig ikke eksisteret i min verden. 5-6 timer har i mange år været normen, og det har jeg godt kunnet fungere på, men jeg har også været helt nede på 3-4 timer, når det har været værst. Og så fungere man reelt set ikke længere.
Enhver, der har døjet med søvnproblemer, ved, at det nærmest er tortur. Det er virkelig hæsligt, og man føler sig virkelig magtesløs. Bare tanken om, at man ikke kan sove, kan få pulsen op, og adrenalinen til at suse rundt i kroppen. Den negative spiral er sat i gang igen, og det bliver endnu en nat uden megen søvn.
Det med et elendigt søvnmønster er jeg jo bestemt ikke alene om. For et par uger siden udgav Sundhedsstyrelsen rapporten "Danskernes Sundhed 2023 - Den nationale sundhedsprofil". Den viser, at lidt over 21 procent af danskere er meget generet af træthed, mens næsten 15 procent døjer med søvnbesvær og/eller søvnproblemer. Så klubben af folk med søvnbesvær er ved at vokse sig stor. Rapporten siger ikke noget om det, men jeg vil næsten hårdnakket påstå, at ledere må udgøre en signifikant del i den statistik.
Problemet med at være leder og døje med søvnen er, at det virkelig påvirker ens arbejde. Lyt til en kender, man er bare ikke en ret god chef, når man ikke får nok søvn. Jeg har godt vidst det, men var ikke klar over, hvor meget forskning der faktisk ligger inden for området. Søvn påvirker rigtig mange af de ting, man skal kunne som leder, og derfor er søvn så afgørende for, at man kan være en god leder og chef.
Hvis vi tager udgangspunkt i de 4 typer lederadfærd, som McKinsey har identificeret som værende de vigtigst for leder-succes , så er de:
1. En stærk orientering mod resultater,
2. Effektiv problemløsning,
3. Viljen til at søge forskellige perspektiver, og
4. Støtte og hjælpe hinanden og andre.
Men hvordan påvirker manglende søvn så hver af de 4 områder?
1.En stærk orientering mod resultater: Søvnunderskud påvirker din evne til at være resultatorienteret ved at forringe dit fokus og evnen til at koncentrere dig. Når du er træt, vil du nemmere blive distraheret, lave overspringshandlinger og udskyde de vigtigste ting. Ifølge undersøgelser reducerer manglende søvn reaktionstid og nøjagtighed, præcis som ved alkoholindtagelse. Faktisk i nogle tilfælde mere end ved alkoholindtag. Manglende søvn påvirker også, om du tænker kortsigtet eller langsigtet. I tider med stor usikkerhed vil en leder med søvnunderskud forsøge at finde en kortsigtet løsning, et plaster på det åbne benbrud, så at sige, mens en leder uden søvnproblemer i langt højere grad vil forsøge at finde langsigtede løsninger.
2. Effektiv problemløsning: Når du mangler søvn, hæmmer det din kreative tænkning. Forskning viser, at tilstrækkelig søvn er afgørende for kognitive funktioner, herunder evnen til at danne forbindelser mellem idéer og identificere innovative løsninger. Manglende søvn kan begrænse denne kreative tankegang og dermed påvirke evnen til at løse problemer. Ordsproget: “Jeg sover lige på det” er faktisk baseret på, at man ofte bliver klogere af at sove på det.
3. Viljen til at søge forskellige perspektiver: Når vi er trætte, er vores tålmodighed kort, vi ønsker nemme løsninger og magter ikke komplekse problemer. Manglende søvn hæmmer vores evne til kritisk tænkning og gør, at vi er mere tilbøjelige til at falde i vores kognitive bias-fælder, og vi kommer derfor nemmere til at overvurdere egne evner eller falde i gruppetænkningens fælde. Vi ved fra studier, at vores impulskontrol falder drastisk, når vi er trætte. Effekten er, at vi ofte spiser dårligt, snacker mere, springer motion over og ender i stedet på sofaen. Det er nemmest, og det er også nemmere blot at se ting fra ens eget perspektiv i stedet for at opsøge andres, som måske kræver, at vi gentænker vores tilgang.
4. Støtte og hjælpe hinanden og andre: Når du mangler søvn, gør det dig mere modtagelig for dine egne følelser og sandsynligheden for at du overreagere. Du vil i højere grad miste tålmodigheden, have kort lunte, miste tillid og blive irriteret. Problemet er, at det ofte vil gå ud over andre. Studier viser, at der er en direkte sammenhæng mellem lavere emotionel intelligens og søvnunderskud. Så du vil have sværere ved at læse og forstå andre menneskers følelser og oplevelser. Når det handler om at støtte og hjælpe andre, er det ligesom på et fly, hvor de siger, at du skal tage din egen iltmaske på, før du hjælper andre. I denne situation er det bare vigtigt, at du først får nok søvn.
I sidste ende er søvn ikke kun en personlig vane, men en ledelsesmæssig nødvendighed. At prioritere tilstrækkelig søvn er ikke kun en investering i ens egen sundhed, men også en investering i effektiv ledelse og langvarig succes. Så sov godt, og led bedre!
Hvis dine udfordringer med søvn skyldes stress, så er der værdi i at prøve at ændre rækkefølgen du gør ting i løbet af en dag. Det kan du læse om i blogindlægget: https://www.milleschou.com/post/den-absolut-bedste-og-nemmeste-måde-at-stresse-dig-selv-og-dine-medarbejdere-på?utm_campaign=09ed1d76-fcdf-4c32-b5be-924c75194683&utm_source=so&utm_medium=mail
Comments